Vedtægter

Brædstrup Kultursamvirke

 

Næste frist for at søge midler er 1. februar 2018

 

Vedtægter for Brædstrup Kultursamvirke.

 

Foreningens navn, formål og hjemsted:

§1:

Foreningens navn er Brædstrup Kultursamvirke (herefter benævnt Kultursamvirket)

§2: Kultursamvirkets formål er at fordele midler modtaget af Horsens Kommune til kulturelle formål afholdt i Brædstrup by (herefter benævnt Brædstrup Kulturpulje forkortet BKP).

Fordeling sker efter ansøgning.

Ansøgningsfrist er 3 gange årligt pr. 1. februar, 1. juni og 1. oktober.

Støtte fra BKP. kan gives som tilskud eller underskudsgaranti.

Støtte gives ikke til foreningers daglige drift eller almindelige virke.

§3: Kultursamvirket har hjemsted i Brædstrup by

Medlemmer:

§4: Som medlemmer kan optages institutioner, foreninger eller enkeltpersoner, der har hjemsted i 8740 Brædstrupområdet.

§5: Indmeldelse sker ved henvendelse til Kultursamvirkets bestyrelse. Hvert medlem tildeles et medlemsnummer.

§6:

Udmeldelse finder sted skriftligt til Kultursamvirkets bestyrelse

 

Bestyrelsen:

§7: Bestyrelsens opgave er at varetage fordelingen af tilskud og underskudsgarantier fra BKP.

§8: Bestyrelsens medlemmer vælges på generalforsamlingen for 2 år ad gangen. (Det første år vælges de 2 personer med laveste stemmetal for 1 år). Genvalg er muligt.

§9: Bestyrelsen består af 5 medlemmer.

§10: Der vælges 1 suppleant og 1 revisor.

§11: Det påhviler bestyrelsen selv at konstituere sig efter generalforsamlingen med formand og kasserer.

§12: Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.

§13:

Formanden indkalder bestyrelsen til møde mindst 3 gange årligt i forbindelse med ansøgningsfristernes udløb.

§14:

Formanden skal indkalde bestyrelsen til møde, når mindst 3 medlemmer fremsætter ønske herom med forslag til emner, der ønskes behandlet.

§15: Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 3 medlemmer er til stede.

Ordinær generalforsamling:

§16: Foreningens øverste myndighed er generalforsamlingen.

§17:

Generalforsamlingen afholdes hvert år i februar. Dagsordenen skal indeholde følgende:

 

1. Valg af dirigent

2. Beretning

3. Regnskab

4. Indkomne forslag

5. Valg

6. Eventuelt.

§18: Indkaldelse skal ske med 2 ugers varsel ved annoncering i Brædstrup Avis eller skriftligt direkte til medlemmerne.

§19: Ethvert medlem, med gyldigt medlemsnummer er mødeberettiget på generalforsamlingen.

§20: Ét medlemsnummer kan være repræsenteret af flere personer, men hvert medlemsnummer har kun én stemme.

§21: Det er ikke muligt at stemme ved fuldmagt.

§22: Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af forsamlingen. Dirigenten må ikke være medlem af bestyrelsen.

§23:

På generalforsamlingen aflægger bestyrelsen ved formanden beretning om foreningens virksomhed.

§24: På generalforsamlingen aflægger kassereren regnskab for det seneste regnskabsår.

§25: På generalforsamlingen vælges henholdsvis 2 og 3 bestyrelsesmedlemmer samt 1 suppleant og 1 revisor. Suppleanten og revisoren vælges for 1 år ad gangen.

§26: Medlemmer, som ønsker at stille forslag til afstemning uden for den udsendte dagsorden, skal indsende deres forslag til formanden senest 6 dage inden generalforsamlingen.

§27: Afstemninger skal ske skriftligt såfremt blot ét af de fremmødte medlemmer ytrer ønske her om.

Ekstraordinær generalforsamling:

§28: Såfremt mindst 3 bestyrelsesmedlemmer eller 2/3 af foreningens medlemmer ønsker det, skal der indkaldes til ekstraordinær generalforsamling.

§29: Det overlades til den siddende bestyrelse at udarbejde og udsende mødeindkaldelse og dagsorden. Bestyrelsen skal endvidere berette om årsagen til den ekstraordinære indkaldelse.

§30: Den ekstraordinære generalforsamling afholdes på samme måde som ordinære generalforsamlinger og skal afholdes inden 1 måned efter at ønske herom er fremsat.

Regnskab og formue:

§31: Kultursamvirkets regnskabsår følger det almindelige kalenderår.

§32: Bestyrelsen kan overdrage til et af medlemmerne at føre regnskabet og det påhviler dette medlem at indkassere indtægter og betale de af bestyrelsen godkendte udgifter. Indtægter og udgifter føres i kassebog.

§33: Før den ordinære generalforsamling skal revisoren have revideret regnskabet.

§34: Overskud kan overføres til det følgende regnskabsår

Vedtægtsændringer:

§35: Til ændring af disse vedtægter kræves vedtagelse på generalforsamling med minimum 2/3 af de afgivne stemmer.

Opløsning:

§36: Til opløsning af foreningen kræves vedtagelse på 2 på hinanden følgende generalforsamlinger med mindst 2 ugers mellemrum. Afgørelse træffes ved almindeligt flertal.

§37:

Ved foreningens opløsning tilfalder formuen Horsens Kommune.

Stridigheder:

§38: Det påhviler bestyrelsen i mindelighed at løse opståede stridigheder.

§39:

Kan stridigheder ikke løses i mindelighed, skal disse løses ved kommunal indgriben.

Eksklusion:

§40: Bestyrelsen kan ekskludere et medlem, hvis dette ikke opfylder forudsætningerne for medlemskab, eller hvis medlemmet handler til skade for foreningen. Minimum 3 af bestyrelsens medlemmer skal stemme for eksklusionen.

§41:

Eksklusionsbeslutningen kan appelleres til generalforsamlingen, der træffer den endelige beslutning. Stemmer minimum 2/3 af de fremmødte på generalforsamlingen for eksklusionen, står den ved magt

Vedtægterne blev oprettet 22. august 2007

Ændret på generalforsamlingen d. 26. feb. 2009

Ændret på generalforsamlingen d. 23. feb. 2011

Ændret på generalforsamlingen d. 23. feb. 2012